Jeg har fået mig en ny besættelse, denne gang i form af en ung, langhåret og britisk sangerinde ved navn Eliza Doolittle. :) Jeg eeeeeeelsker hendes stemme, og hun har også lavet mange gode sange... men jeg har et lille problem omkring hende. Hun går lidt... øhm... specielt klædt. Lad mig give dig nogle eksempler:
Som du (forhåbentlig) kan se, er hendes tøj ret specielt. Hun går KUN i kjoler, nederdele og ekstremt korte shorts. Hvis du ikke tror mig, så google hende. Jeg vil vædde med, at du ikke kan finde et eneste billede af hende med lange bukser på :D.
Selvfølgelig skal alle have lov til at gå klædt som de vil, men må indrømme at hendes tøjsmag lidt ødelægger musikken for mig. Jeg har det med kun at kunne lide en persons musik, hvis jeg også kan lide personen. Jeg har det på præcis samme måde med Lana Del Rey. Jeg kan simpelthen ikke se bort fra, at hun har fået lavet sine læber... Jeg ved ikke helt hvorfor jeg har det sådan, men det er der vel ikke noget at gøre ved.
Nå, nu til det allervigtigste omkring Eliza Doolittle; hendes fantastiske musik. Mine 2 yndlingssange af hendes er "Pack Up" (hvor titlen af dette indlæg også stammer fra) og "Skinny Genes". Lyt selv, og fortæl mig hvad du synes i en kommentar :).
Alt er anderledes nu. Selv layoutet her på blogspot er anderledes.
Dette indlæg kommer nok til at være ret deprimerende at læse, men jeg kan ikke lade som ingenting og skrive et sukkersødt indlæg, når jeg i virkeligheden har det af helvedes til.
Mine venner og jeg glider stille fra hinanden. Vi er efterhånden også blevet meget forskellige. Dem og mig. De går op i ting som fester, popularitet og alkohol, og det gør jeg ikke. Jeg kan ikke følge med. Det er som om de aldrig løber tør for energi, at de har et kæmpe overskud.
Selv er jeg meget træt. Vi er midt i de skriftlige eksamener, og jeg kan på ingen måde koncentrere mig. Jeg har alt for meget at tænke på.
Min farfar blev for nogle uger siden indlagt på hospitalet. Han har det heldigvis bedre nu, men er stadig syg. Og så er der mit dilemma omkring min far, som lige nu fylder 80% af mine tanker.
Jeg kan ikke mere. Jeg er så træt, og konstant ked af det. I går begyndte jeg at græde fordi min mor havde hældt kogende vand op i min tekop før jeg selv nåede at gøre det.
Jeg drømmer om at løbe min vej. Væk fra alting, væk fra alle. Bare løbe til jeg falder om. Men så overtager min fornuft, og jeg vælger at blive. Jeg ved, det alligevel ikke vil hjælpe en skid.
Jeg er bare nødt til at få den sidste tid overstået.
Om få måneder er det hele slut. Jeg kan slet ikke vente, men samtidig er jeg også bange. Jeg har gået i folkeskole i 10 år, og nu er det snart forbi. Jeg skal igen starte forfra i en ny by, med nogle nye mennesker. En ny begyndelse på et nyt liv.
